"Le feu est tout, le reste est rien"
Denne side er ikke et forsøg på at give en fyldestgørende udredning i dette emne, men er blot ment som en lille appetitvækker til at du selv forsker videre.
De lærde diskuterer stadig om hvor opfindelsen af krudtet skete. Måske var Kina ophavsland for opfindelsen og opskriften bredte sig herfra til Europa, via de arabiske lande. En af videnskabens store mænd i middelalderens Europa var Roger Bacon, født i 1241 i Sommerset, England. I perioden 1257 til 1265 skrev han sit værk om kemi Opus Majus. Bogen beskriver blandt andet hvorledes sortkrudt fremstilles. Bacon anerkendes i dag som ophavsmanden til opskriften på fremstilling af krudt.
Den tidligste afbildning, som findes på skrift af et våben som anvender dette drivmiddel er en pæreformet kanon som udskyder en pil. Denne bog stammer fra året 1326.
Primitive kanoner blev benyttet af Kong Edward III i krigene mod Skotland. Her i Skandinavien er det tidligst kendte ildvåben Loshult kanonen som blev fundet i Skåne i 1861, nøjagtig datering af dette fund er vanskelig, men et kvalificeret gæt går på omkring begyndelsen 1400 tallet.
I hovedtrækkene har udformningen af håndvåbenet ikke ændret væsentligt siden de første primitive håndholdte ildvåben blev fremstillet. Mekanismen som antænder krudtet har dog gennem tiden gennemgået en større udvikling. De tidligste havde kun et hul ind i kammeret, krudtet antændtes ganske simpelt af en glødende pind som førtes til dette fænghul. Tidlige udgaver af håndvåbnet havde en udbredt tilbøjelighed til at sprænge i luften, i nogle tilfælde benådede man endda straffefanger mod at disse så til gengæld håndterede disse våben! De første riflede løb kan spores tilbage til 1400 årene. Dette kan virke overraskende, men da man vidste at der kunne opnås en større præcision på bueskytternes pile hvis styrefjerene blev vinklet på en bestemt måde, og derved bragte pilen i rotation om sin egen akse.. Teknikken overførtes også til skydevåben. Riflede løb var dog meget sjældne indtil man i 1800 tallet havde udviklet en fremstillingsproces, som gjorde det muligt at fremstille riflede løb i større målestok.
En tidlig udgave af håndvåbnet ses foroven. Krævede at skytten havde et stativ eller andet fast underlag våbnet kunne støttes på samt en glødende pind ved hånden til antænding. Våbnet havde en træfsikkerhed på små 30 til 40m. Det krævede ganske givet nerver af stål at betjene sådan en sag når en ridder i fuld ornat kom galopperende mod skytten med hævet lanse, og denne ikke var sikker på om våbnet i det hele taget nu gik af på det rigtige tidspunkt!
Mere pålidelige og raffinerede låsesystemer så gennem de næste århundreder dagens lys.
Fængpanden.
Man nåede snart til den erkendelse at der var behov for en mere stabil og sikker antænding af disse enkeltmands betjente våben. Det var ganske enkelt for svært for skytten at antænde våbnet med den ene hånd og holde våbnet roligt med den anden i kampens hede, samtidig var det ofte tilfældet at der ikke var tilstrækkeligt med krudt i fænghullet til at opnå en præsis antænding af ladningen.
En smart opfindelse blev udtænkt for at løse problemet. Fænghullet blev flyttet om på siden af løbet og der blev monteret en lille pande med et låg ved fænghullet. Denne pande indeholder en lille smule krudt som let kunne antændes, når krudtet brænder når en del flammen ind og antænder ladningen. Fængpanden var opfundet. Låget forhindrer fængkrudtet i at blæse væk eller blive vådt. Ovenstående animation viser en sådan indretning set fra oven.
Senere tændings systemer som blev opfundet for at antænde fængkrudtet ved påvirkning af en aftrækker, benyttede enten en lunte eller en kombination af et stykke flint og et fyrstål.
Luntelåsen.
Luntelåsen var en velkommen forbedring i midten af 1400 årene og forblev i brug til tidligt i 1700 tallet, da denne lås var billigere at producere i større antal end de mere sopfistikerede indretninger som f.eks. hjullåsen. Princippet er at en lunte anbringes i en bevægelig hane, denne bevæger sig ved påvirkning af en aftrækker mod fængpanden og antænder herved fængkrudtet. Dette tillod skytten at have begge hænder på våbnet og derved opnå et bedre sigte. Systemet havde sine bagsider fordi det tog tid at antænde lunten når situationen hvor våbnet skulle bruges opstod, ligeledes var det svært at få lunten til at brænde stabilt i fugtigt vejr. Langbuer var stadig mere effektive i kamp end skydevåben. Den eneste rigtig store effekt disse våben havde var den skræmmende effekt af larm, ild og røg.
I 1540 blev luntelåsen forbedret ved at et låg blev monteret over fængpanden og automatisk blev trukket tilbage og blotlagde fængkrudtet når afrækkeren påvirkedes.
Luntelåsen blev anvendt i erobringen af den nye verden. Indianerne i amerika opdagede dog hurtigt hvornår det var mest fordelagtigt at angribe den hvide mand, nemlig når lunten ikke var tændt! Henry Hudson som var en af de første der udforskede "Guds eget land", blev overrumplet af en flok indianerne netop af denne årsag. Luntelåsen blev omkring 1498 bragt til østens lande af portugisiske handelsfolk, og blev anvendt i disse lande helt op i 1800 tallet.
Hjullåsen.
Hjullåsen var den næste opfindelse i håndvåbnets udviklingshistorie. Det menes at være opfundet af Johann Kiefuss fra Nuremberg i Tyskland i 1517, og ideen opstod sandsynligvis fra de på den tid anvendte fjederpåvirkede fyrtøjer. Princippet er ganske enkelt. Prøv at tænk på en moderne lighter, et riflet hjul bringes i rotation, en sten presset mod hjulet frembringer derved en række gnister. Samme princip overførtes til skydevåben. Nu var det ikke nødvendigt at have en tændt lunte klar, og der var heller ikke mere grund til af frygte at lunten gik ud i fugtigt vejr.
Hjullåsen gennemgik hen af vejen flere forbedringer, bedre fjedre udvikledes, et af låsens svage punkter, samt et dæksel over mekanismen for at holde den tør. Hjullåsen var væsentligt dyrere at fremstille end luntelåsen så det var ikke muligt at udstyre en hel hær med disse våben. Kun adelige og velhavere havde råd til at anskaffe sig en hjullåsbøsse.
Omkring 1560 begyndte tyske bøssemagere at fremstille skæfter med indlagt perlemor, ben og ædelmetaller. Omkring samme tidspunkt blev metaldele blåneret ved hjælp af varme, dels for udseendets skyld, men også for at beskytte mod korrosion. Viden om metallernes egenskaber var blevet større, indhøstede erfaringer i fremstillingsprocessen havde bevirket at piberne ikke så ofte sprang i luften mere.
Snaphanelåsen.
Snaphane eller snaphaunce låsen fremkom omkring 1570, og var i realiteten en tidlig udgave af flintlåsen. Virker således, se animeringen. Et stykke skarp flint fastgøres til en fjederbelastet hane. Aftrækkeren påvirkes og dækslet over fængpanden glider tilside, hanen udløses og når flinten rammer fyrstålet produceres der (forhåbentlig) gnister nok til at antænde fængkrudtet.
Tilsyneladende ignorerede mange tyske bøssemagere udviklingen i andre lande og fortsatte med at bygge hjullåsvåben indtil begyndelsen af 1700 årene.
Flintlåsen
Flintlåsen blev opfundet i Frankrig omkring 1612. En nøgleperson i denne opfindelse var Marin le Bourgeoys som var tilknyttet kong Henri IV ’s værksteder i Louvre. Flintlåsen bredte sig langsomt ud over Europa, og i anden halvdel af 1600 tallet var den mere populær end både hjullåsen og snaphanelåsen. Den store forskel på snaphane og flintlåsen er, at på flintlåsen er fængpandedæksel og fyrstål fremstillet i et stykke, mens det på snaphanen er 2 adskilte enheder. Dette gjorde flintlåsen mere enkel og billig at fremstille samt mere pålidelig end forgængeren. Det mere simple design tillod mere kreativitet i våbnenes udformning og der blev fremstillet våben med flere løb, og pistoler der var så små, at de kunne skjules under overfrakken eller i rejsetasken. Omkring 1664 blev der gjort eksperimenter med tromlevåben, men de viste sig farlige p gr.a. risikoen for at mere end et kammer gik af ad gangen var meget stor. Der skulle gå mere end 150 år før sikre våben efter dette princip blev udviklet.
Araberne tog snaphane og flintlåsen til sig sidst på 1600 tallet og udviklede skæfter der var udformet på en sådan måde at de kunne affyres på heste eller kamelryg. Våbnet klemtes ind under den ene arm og den anden var således ledig til tømmerne på ridedyret.
Perkussionslåsen, fænghætten.
Fænghætten blev udviklet i 1805 af den engelske biskop John Forsyth, den giver nogle væsentlige fordele forhold til de hidtidige tændingssystemer fordi der nu ikke længere var brug for en pande med fængkrudt, men blot en kanal ind til ladningen. Fænghætten placeres på en piston, som har en gennemboring der går direkte til ladningen.
Omkring 1820’erne nåede man til den udformning af fænghætten som vi kender den i dag. Hætten indeholder en lille smule af en kviksølvforbindelse. Når hætten rammes af et hårdt slag opstår en lille stikflamme som gennem fængkanalen antænder ladningen.
Nu var man nået frem til et meget sikkert og pålideligt system. Fænghætten er næsten ufølsom overfor fugt, og det er yderst sjældent at komme ud for en forsager. Fænghætten gjorde det muligt at fremstille flerskudsvåben (revolvere) i større antal.
Enhedspatronen
I 1850´erne eksperimenteres i Europa med en ny type ”self-containing cartridges”, også kaldet enhedspatroner. Disse patroner er af ”rim-fire” typen, - et tyndt messinghylster med indvendig ”hul” kant-krage, fyldt med slagfølsomt kviksølv-fulminat, en ladning sortkrudt – afsluttet med et blyprojektil. Som en konsekvens af denne opfindelse, udtager Rollin White i 1854 patent på en gennemboret cylinder, som tillader ladning bagfra med de nye patroner.
Våbenproducenten Smith & Wesson viser interesse for dette patent, og køber derfor rettighederne til det, hvilket giver dem monopol på fremstilling af gennemborede cylindre helt frem til 1872.
I hele denne periode når andre producenter som Remington,
Colt m. fl. hvad man kalder ”peak of performance” af
forladerevolvere. Man bliver naturligvis i løbet af årene klar over de forpassede
muligheder – i 1873 da patentet er udløbet, er Colt klar med deres
enkeltvirkende kavaleri-revolver til den amerikanske hær. Dette våben, som de
fleste efterfølgende, anvender sig af den nyeste
landvinding, - den centraltændte enhedspatron, hvis opfindelse tilskrives
Colonel Edward Boxer. Opfindelsen består i at anbringe en tændhætte centralt i
bunden af et patronhylster.
Hermed er muligheden for større ladninger grundlagt, idet
det nye type hylster er væsentligt tykkere i bunden og derfor tåler langt højere
tryk.
Ikke kun håndvåben er produceret til den nye enhedspatron. B. Tyler Henry er fader til den berømte ”Henry” riffel – nok den første effektive ”repeter”riffel, kamret til store kaliber .44 rim –fire patroner. Endvidere Remington med deres Rolling Block riffel, ligeledes kamret til rim-fire patroner, efterfølgende ombygget til centraltænding.
Den ”nye” patron er lige fra starten en succes, og mange våben bliver hvor det er muligt, konverteret til den. Sortkrudt er stadigt det foretrukne drivmiddel indtil det gradvist udfases i midt -1890érne til fordel for røgsvagt krudt.